Old place, so many memories..

Megan sukker stille.. hendes lange mørke hår går næsten i et ned natten som omringer hende, om en elskerinde omfavner den mand hun tilfredsstiller.. hendes brune øjne er triste og fyldt med sorg og foragt.. ikke for andre.. men foragten over hvad hun selv gjorde.. hun skulle havde trukket ham til siden og forklaret ham det.. hun skulle ikke havde forvist ham.. hun bider sig i sin underlæbe ganske stille.. hun har ikke spist i nogl dage nu og burde nok gøre det i nat.. men hun har ikke lyst.. intet blod i verdenen vil kunne stille det som hendes krop kræver - det hendes psyke kræver.. hun har en utrolig smuk blod rødkjole på som hun sidder på tagt af Big Ben.. kjolen er mest noget man ser kvinder i hvis de danser tango, med de sorte blonder, det smukke smukke som sider i hendes hår der er halvt sat op.. og viften som hænger smuk om hendes håndled med en snor.. hendes ben er bukket godt op under hende og vinden river i hendes kjole som sneen ar dækket megt af Londons gader og nu prøver at skære i hendes hud.. men så kold som andre føler hendes hud, så koldt er hendes hjerte.. hun holder at Toby.. men hun længes efter sin søn.. der har aldrig gået en dag uden de på den ene eller anden måde har været i kontakt.. om så det har været Sukii som har kommet og sagt nogle ting.. de har faktisk altid vist hvor hinanden var.. hun har sine arme lagt omkring sig selv.. men i midten af hendes favn er en bamse.. ikke så stor eller fornem når man tænker på det smukke tøj hun har på.. men for hende er den mere vær en alverdens blod og penge.. hun fik den af Logan.. han havde næsten været en uge hos hende.. nej.. faktisk var det præsis en måned efter hun havde bidt ham.. han havde savnet livet blandt mnneskerne, så til tros for hun ikke var meget for det.. så havde hun tager ham med på et maket.. eller et cirkus?.. for hende havde det været underligt.. det mindede om når sigøjnerne kon til byen dengang hun var yngre.. men her gik normale folk som om det var normalt.. og ikke hånede de der arbejdede der.. et stille smil glider over hendes læber.. hun kunne huske hvor forviret han var.. han troede man bedhul i mennesker og så sugede som et menneske suger af et sugerr.. hvor blev han dog forskrækker første gang han skulle drikke af et menneske.. for ham var det jo helt forkert at være skyld i død.. og ikke rede det.. han var jo læge.. hvor havde hun enlig været stolt af ham på et eller andet plan.. havde slået folk ned.. drukket lidt af dem og prdede så at lappe dem sammen med plastre.. hun havde moret sig lidt over dt.. normalt ville hun jo bare grude sit eget blod til det.. men det havde været så sødt at se på efter hendes mening.. "..hvordan kunne så meget så galt.. på en aften der skulle give så megen lykke.. en større familie?" spørg hun sig selv utrolig stille.. dog i en hvislen som kun vampyre vil kunne forstå.. hendes hår er blevet fyldt med sne så det er ligefør hun er blevet hvid med hvidt på.. og ikke en bleg vampyr med mørkt hår og favrig kjole på..

"Det gik galt idet du fandt mere interrese hos den nye dreng end hos din egen søn." Lød det direkte ud af det blå - End ikke den mindste lyd var hørt før den musikalske, og dog mandlige stemme var hørt bag den smukke dame som sad på taget af Big Ben og var ved at blive dækket til af de hvide snefnug som efterhånden var ved at dække hele London med dens smukke, hvide lag af sne. Stemmen tilhørte ingen anden, end Megan's såkaldte søn, Logan - Som stod blot få skridt bag Megan, med et par slidte jeans og en hvid knappet trøje, vis ærmer var trukket op til hans albuer - Hans blik var rettet hen mod Megan, som han ikke havde set meget lang tid nu. Han havde savnet hende mere end noget andet, og han havde haft den største lyst til at løbe hjem til hende, falde ned på knæ og bede hende om at tilgive ham, men ordene fra den dag hvor hun bortviste ham fra hendes hjem gjorde alt for ondt i ham, til at lade ham selv tilgive hende. Han havde dog passet på hende på afstand - Sukii kom tit tilbage til ham med information om hvad der skete med Megan, som hvad hun gjorde, hvad hun så ud til at føle og hvad hun havde sagt til Sukii eller Toby. Logan trak efter kort tavshed på sine skuldre og lod kort sit blik vandre rundt på hans omgivelser selvom der ikke var alt for meget, undtalen den smukke udsigt, og Megan self. "Jeg er dog bange for at jeg ej kan beskylde dig." Kommenterede han, og idet han havde sagt dette flyttede han nærmest lettere tøvende på sig, begravede sine hænder ind i sine buksers lommer og bevægede sig med langsomme skridt hen mod hende, det tog ikke mere end få sekundter før han igen snakkede, for at forklare hans mening til at han ikke kunne beskylde hende for det, "Han så virkelig ud til at være vigtig for dig." Logan havde så meget at sige. Så mange ting som han havde lyst til at sige, skrige, råbe, vrisse - men som han vidste, at han aldrig ville sige til Megan. For han elskede hende simpelthen for meget, for at starte at skælde ud på hende, selvom hvad hun havde gjort nok var det værste en mor nogensinde kunne gøre hendes søn. Det var jo nærmest som at smide sin søn ud af huset da han ikke havde det godt med hans mors nye kæreste - Selvom Logan ikke vidste om Megan og Toby's forehold, hvis der overhoved var et.
Han satte sig ned, ikke meget langt væk fra Megan, men langt nok for at der var en god, respektabel afstand mellem dem. Hans blik var længe rettet ligeud mod den smukke udsigt - Og kun efter nogle lange sekundter, måske enda minutter vendte han sit blik hen mod hende, ledte straks efter øjenkontakten, "Undskyld."

Megan stivner ved stemmen.. hun har altid kunne huske den stemme.. den har hjemsøgt hende når hun har sovet.. hvir hun har sagt noget til Toby, som hun også har sagt til Logan dengang han var ny vampyr, så har hun nærmest kunne høre Logans svar i sit hoved.. hun har kun lige overholdt sine gøremål for at sikre der var penge til Sukii og Toby's skole og det samme med hendes hus.. og de ting hun betaler for Logan uden han ved det.. hun havd også prøvet at spørger Sukii omkring Logan, men hun her faktisk ikke vill svare ham, hun har holdt fast i at de burde tale sammen.. men hun har været bange for at hvis hun prøvede at kontakt ham.. så ville han vende hende ryggen og det ville hun ikke kunne tag.. en ting var at hun ikke så ham nu.. men at vide han slet ikke ønsker hende.. det ville hun ikke kunne klare.. hun har allerede været tæt på at gå ud i solen.. men har ikke gjordt det.. hun hun kan høre ham bevæge sig vender hun stille ansigtet.. så da han sætter sig ved hendes ene side kigger hun til den anden.. hans od såre hende og det gøre virkelig ondt.. hun havde ikke fundet mere interasse hos Toby.. hun havde forventet mere respekt fra Logan end fra Toby, fordi han havde været hos hende så mange år.. efter han har sagt undskyld går der lidt tid før orderne stille kommer over hendes læber, med en sorgfuld undertone.. "..Logan.... Toby.. havde kendte mig i få dage.. du havde kendt mig i årtier.. du kender mine regler.. ved hvad jeg forlanger af respekt.. jeg bed dig ikke modsige mig når der var andre.. det har jeg altid gjordt.. og alligvl gjorde du det foran en jeg skal sætte skig på, en jeg skal kræve respekt fra, efter som han aldrig har taget hensyn til nogen...... han blev angrebet af en vampyr... jeg rede ham.. jeg havde troet han ville frygte mig som alle andre gør.. men han smilede til mig.. han undrede sig.. ikke flygtede eller skreg.. han var en anden at snakke med efter så mange år uden en at snakke med som ikke var vampyr, arbejde eller Sukii.. har du nogen idéer om hvor godt det føles når folk ikke frygter en, skønt deres hjerte banker som en rytmiskt dans i deres bryst..... og jeg kender svaret det behøver du ikke at give mig.. du har Sukii på en helt anden måde end jeg.." siger hun roligt.. der går lidt tid.. sekundterne virker dræbende lange.. da hun så vender sit ansigt mod ham.. blodtåre løbr ned af hends kinder som hun ser på ham.. "..han er vigtig for mig.. som Sukii er for dig.... han betyder så meget for mig som Sukii gør. og dog på en anden måde..... men aldrig.. i dit liv.. skal du undre dig over om jeg holder mere af ham end af dig.... du er og har altid været mit liv.. min stolthed.. jeg har med ære kunne sige at dt.. er min søn.. han er en jeg ture ligge mit liv i hænderne på i en solopgang.. men den disrespekt som du smed der... var det noget du også gjorde mod din mor?" spørg hun.. og hentyder til hans rigtige bioloiske mor.. og ikke hendes selv som nærmere er en blod mor.. hun ser frem for sig igen som tårene af blod begynder at dryppe ned på hendes arme..

Logan bed sine tænder sammen ved hendes ord - Logan havde håbet at Megan ville prøve at forstå Logans side af hele denne historie, at hun ville lytte og lade Logan få sin plads i ydmygelsen som han havde følt da et menneske - Et menneske, som var meget yngre end Logan rent faktisk, kiggede ned på ham, og ydmygede ham forean mennesket som han elskede. Toby havde ydmyget Logan, og det havde skubbet Logan over hver en grænse, og dette var grunden til at han ikke havde respekteret Megan ligeså meget som han ellers altid ville have gjort i hver en anden situration. Men selv en vampyr havde stadig noget menneskeligt over sig, og selv vampyre lavede fejl nogle gange, ligsom mennesker lavede fejl. Hans næve blev knyttet og hans kæbe løsnede sig, "Jeg forstår godt din enthusiasme til den følelse, men hvis du bare havde ladet mig snakke, ladet mig forklare - Han ydmygede mig." De sidste to ord formede Logan tydeligt med hans læber, satte ekstra opmærksomhed til disse to ord, han blev ved med et pint blik i hans øjne, "Han ydmygede mig forean pigen jeg elsker, han så ned på mig selvom han er et menneske og yngre end mig, og han havde ingen form for respekt for mig - Og dette er grunden til at jeg ingen respekt havde tilbage i dette øjeblik." Logan havde skam mere at sige, men han frøs idet han så blodtårren som gled ned af hendes kind - Han havde aldrig i hans liv ønsket at være grunden til at Megan græd, og nu hvor han er... Skærte det virkelig dybt i hans døde hjerte.
Istedet for at svare hende pressede han sine læber sammen igen og lyttede til hendes næste ord - og han ville skam også have svaret hende på dette, lige indtil hun spurgte indtil hans biologiske mor. Det gjorde ondt, det gjorde så ondt at han faktisk slet ikke rigtigt vidste hvad han skulle sige. Hans mor døde lige efter fødslen, han havde aldrig kendt hende selvom han altid havde villet kende hende.. Megan havde været som hans første mor, hun havde lært ham hvordan følelsen virkelig var, at have en mor. Hans blik veg væk fra hende, og ud mod udsigten igen - Han følte sig kvalt, som om at hvis han snakkede ligenu, ville hans stemme knække over. Han prøvede dog at tage sig sammen, og kort efter skildte hans læber sig så han kunne snakke, "Min mor døde da jeg blev født..." Rigtigt nok knækkede hans stemme over, men kun lige ved slutningen af hans sidste ord - Han sagde ikke mere, for han havde ikke lyst til at sige mere ligenu. Toby var vigtig for Megan, det forstod han godt. Hvad han ikke forstod, var hvordan Megan kunne fiske alle de dårlige følelser op i Logan ved blot få ord. Han var vist mere såret end han selv havde troet - Og tanken om hans biologiske forældre gjorde det ikke meget bedere. Han kiggede ikke tilbage på hende, men besluttede aligevel at han skulle blive ved med at snakke, "Det var ikke min mening at disrespektere dig.. Men på samme tidspunkt disrespekterede du mig mindst ligeså meget som jeg disrespekterede dig - For nok respekterede jeg ikke dine regler lige i det tidspunkt, men du respekterede ikke min mening eller ord... Og jeg tror, at det som gjorde mest ondt... Var at når jeg havde brug for din omfavnelse, gik du hen for at omfavne Toby." Og nu tav han, som han lukkede sine øjne i og tog en dyb, unødvendig indånding.

Hun sidder og lukker til hans ord.. hun hade været så tæt på bare at flugte, men havde i stedet algt at hun ville prøve at forklare ham det.. men hans ord.. alle de ord.. *Han ydmygede mig forean pigen jeg elsker* de ord hænger dog meget fast i hendes hoved.. han.. elsker hende. hun er ikke længere bare Sukii, pigen han tag sig af.. hun havde ikke forventet de ord.. men da han begynder med at hun havde krammet Toby når han havde brug for det.. hun havde aldrig hørt sådanne ord fra hans længer før.. hun tøver lidt før hun rejser sig, går over til ham og sæter sig ved hans side som hun kigger på ham, stadig med tåre ned af sine kinder.. "..hørte du ikke hvad jeg sagd dreng? han har ingen respekt for nogen.. du ved ikke hvor meget han ydmygede mig.. og det var ikke engang foran andre.. men hans ord.. som om jeg bare var en kvinde.. som om jeg intet var.." siger hun utrolig stille.. hun sr ud over byen igen og sukker.. "lige så snart du sagde mig i mod blev jeg skuffet... det var ikke den dreng jeg havde opdraget.. det var som om jeg ikke kunne kende dig.. og jeg disrespekterede dig ikke.. jeg gjorde som du ønskede.. jeg gav hende ingen straf.. men alligevel kom hun.. hun snakkede noget om at når du kke var der til at tag dig af mig.. så måtte hun jo.." Megan sidder lidt som en lille dog trist latter kommer over hendes læber.. "som om jeg ikke kunne passe på mig selv længere.. som om jeg havde brug for nogen til at beskytte mig.. til at være der.. fordi du ikke var der mere.. og nu... dine ord.......... pigen du elsker.. nu forstår jeg bedre.. du har været med hende.. du har indset hun elsker dig.. det er derfor du virkede så fraværende.. derfor du var der uden at være der.. jeg har mistet min logan.. det er nu Sukii's logan.. det var derfor hun ikke blev sur på mig.." siger hun ganske stille og sukker.. "jeg levede alene i så mange år og lovede mig selv at jeg ikke skulle ha' brug for nogen.. men hun havde ret.. hvis Toby ikke havde været der.. så havde jeg ladet solen dræbe mig.. for du var der ikke..." kommer det meget stile over hendes læber, hvilket jo fortælle hvor tæt hun har været på give sit liv op fordi han ikke har været der..

Logan kunne både mærke og høre at hun kom tættere på - Han kunne høre hvordan de elegante skridt blev taget hen af det halvtykke lag af sne som blot blev tykkere og tykkere jo mere sne som dalede ned på dem begge ligenu og ligenu gjorde hans bagdel helt våd, siden han jo sad på det våde, kolde sne, som Logan ikke kunne være mere ligeglad med, ligenu. Han hørte at hun satte sig på hans side, ikke langt væk fra ham, men langt nok væk til at der stadig var et respektabelt mellemrum mellem deres iskolde kroppe.
Som Logan sad og kiggede væk fra Megan ligenu, så det nærmest ud som om at han var direkte ligeglad med hende - Og dog idet hun sagde at Toby havde ydmyget hende, behandlet hende som en normal kvinde, som om hun ingenting var - Blev de uimodståelige smukke øjne yderst opmærksomt rettet hen mod damen som Logan altid havde set som hans mor. "Hvis det ikke var Toby vi snakkede om ligenu - Ville jeg have fundet det menneske som havde ydmyget dig, og personligt sørget for at han ville være død. Ingen nogensinde, vil ydmyge dig og komme ud af det i live." Og først efter disse ord tillod han et smil til at sprede sig om hans læber - Et smil som strålede hvor meget han elskede Megan, hvor meget han elskede, og bekymrede sig for hende. Megan var hans liv, hun var som hans mor, hun var den eneste som Logan kunne stole 100% på. Uden videre tanke havde Logan lagt sin arm omkring Megan og krammet hendes side indtil sig, ganske forsigtigt og blidt - Han havde savnet sin mor ligenu, og han kunne se hvor dårligt hun havde det. Han ville være der for at få hende til at have det bedere, og dog gav han igen slip på hende da hun blev ved med at snakke.
Først da hun havde sagt dette, indså han hvad han havde sagt - Han havde fortalt Megan at han elskede Sukii. Logan bed sig lidt ned i læben og lyttede opmærksomt til hende, for nu hvor det var sagt var der jo ingen vej tilbage? Og selvom dette nok var en meget seriøs samtale, kunne han ikke lade være med at smile lettere morret over hendes ord før han mildt snakkede, "Jamen hvad snakker du dog om? Jeg er her altid, jeg er altid den samme - Ligemeget hvem det er, som har fået endu et plads i mit døde hjerte." Sagde han med et mildt smil og hævede så ganske roligt sin hånd så han kunne stryge hendes hår om bag øret, og lagde roligt sit hoved på skrå, "Mor.. Jeg vil altid elske dig, og intet vil nogensinde få min kærlighed til dig til at dæmpe sig det mindste. Og jeg håber inderligt at du ved det." Sagde han så med et roligt smil og betragtede hende tavs da hun igen snakkede.
Hendes næste ord fik nærmest et paniksk blik til at plante sig i Logan's øjne - Megan havde tænkt på at dræbe sig selv, for han havde ikke været der... Hun holdte virkelig af ham. Han bed ned i sin læbe, sagde intet - Lagde istedet sin arm omkring hende igen og trak hende indtil et kram. Ord behøvede han ikke ligenu.

Megan mærker hans arme omkring sig som han træker hende ind til sig.. hun lukker sine øjne og gemmer sig virkelig ind til ham som tårene løber ned af hendes kinder.. hun hade sådan savnet ham.. sådan savnet at hun havde en hun virkelig kunne stole på, ikke at Toby har løget over for hende eller noget.. men Logan havd jo været det så utrolig mange år hos hende.. tårene var begyndt at løbe endnu hurtigere, efter han havde sagt at han elskede hende.. hun ser stille op på ham og kysser ham blidt på kinden, som hun ligger sine arme omkring hans hals og holder ham tæt.. "jeg er og har altid været så stolt af dig.. man har altid kunne stole på dig.. og jeg ved godt du er der.. men jeg har vist i så mange år hvor forelsket hun har været i dig.. og jeg er bare glad på jeres vejne, hvis det også gør dig lykkelig at have hende tæt på dig.." hvisker hun stille og gemmer stadig sit ansigt ind til ham.. hun prøver virkelig på ikke at græd, mn tårene vil bare ikke stoppe med at løbe ned af hendes kinder.. "undskyld.. undskyld for det hele.. det var bare.. for meget.." hvisker hun stille og det er også tydeligt at hun virkelig ikke kan li at alt r gået som det er.. at hun er vred og skuffet, men enlig ikke på ham... men på hende selv.. "jeg vil bare så gerne i kan sammen.." hviskr hun helt stille..